UNDERSØGELSER
Når man får undersøgt sine øjne hos øjenlægen, skal man være forberedt på, at en øjenundersøgelse kan indeholde mange forskellige delundersøgelser, som tager tid! Ofte vil synet være sløret efter øjenundersøgelsen og et par timer derefter. Synet bliver sløret, fordi en øjenundersøgelse ofte indeholder pupildilatation, dvs. at pupillerne dilateres (udvides) ved hjælp af øjendråber. Ud over at gøre synet sløret, medfører pupildilatation også, at man bliver lyssky, fordi pupillen ikke kan trække sig sammen.
Afstandsbedømmelse bliver sværere, når pupillerne er udvidet, og vi anbefaler derfor, at man ikke kører bil før pupillerne har fået normal størrelse igen. Det tager som regel 3-4 timer for pupillerne at få en normal størrelse. Hvis det er en solrig dag, kan du derfor med fordel tage solbriller med, når du skal til øjenlæge.
Læs mere om første besøg i klinikken her
Den mest almindelige forundersøgelse, før man skal ind til øjenlægen, omfatter måling af synet, øjets styrke (dvs. undersøgelse for, om man er nærsynet, langsynet og om man har bygningsfejl), måling af øjets tryk og scanning af øjets nethinde og synsnerve. Samtidigt bliver der taget et billede af øjenbaggrunden, dvs. af nethinden, øjets blodkar og af synsnerven. Herunder er beskrevet de mest almindelige undersøgelser, som foretages i øjenklinikken.
SKELETERAPEUT
Vores skeleterapeuter udfører mange af vores undersøgelser af børn – men også af voksne, som har problemer med samsyn eller dobbeltsyn. Vores dygtige skeleterapeuter, Maren og Sayeh, er i klinikken gennemsnitligt tre dage om ugen, og undersøgelse og behandling dækkes af sygesikringen.
PERIMETRI (synsfeltsundersøgelse)
Automatisk perimetri eller automatiseret synsfeltsundersøgelse er en vigtig undersøgelse af patienter med grøn stær (glaucom) eller mistænkt sygdom lokaliseret til synsbanerne, dvs. nervebanerne fra øjnene til synscentret i hjernen. Ved undersøgelsen kortlægges øjnenes evne til at registrere lys i forskellige områder af synsfeltet. Undersøgelsen giver information om nethindens og synsbanernes funktion. Perimetri bruges især hos patienter med grøn stær, hovedpine, visse nethindesygdomme og følgevirkninger af blodpropper i hjernen. Man kan få dryppet øjne ved synsfeltsundersøgelsen. Afsæt ca. 1 time til dit ophold i øjenklinikken. Det er en assistent, der foretager synsfeltsundersøgelsen. Efterfølgende skal man til kontrol hos øjenlægen, men det er ofte ikke samme dag som synsfeltsundersøgelsen.
FUNDUSFOTO og OCT scanning
Billede og scanning af nethinden benyttes til undersøgelse, dokumentation og senere opfølgning af tilstande på nethinden. Hvis du har diabetes (sukkersyge), grøn stær eller AMD vil du ofte få taget fundusfoto med samtidig scanning af nethinden, når du er til kontrol. Man får oftest dryppet øjne til undersøgelsen. Afsæt ca. 1 time, husk solbriller til bagefter, og husk, at du ikke bør køre bil i timerne efter undersøgelsen.
FARVESYNSTEST
Nogle uddannelser kræver en normal farvesynstest. Vi bruger en såkaldt Ishihara-test. Man skal ikke have dryppet øjne til dette.
PENTACAM (måling af hornhindens krumning og -tykkelse)
Scanning af hornhinden og den forreste del af øjet udføres ved mistanke om for højt øjentryk, ved stor bygningsfejl samt ved kontrol af patienter med sygdommen keratoconus (keglehornhinde). Man skal ikke have dryppet øjne til denne undersøgelse.
LENSTAR (forundersøgelse til grå stær operation)
Hvis du skal opereres for grå stær, eller hvis du skal have linseoperation for at blive brillefri, vil du blive forundersøgt ved hjælp af LENSTAR instrumentet. Øjenlægen benytter LENSTAR til at udregne styrken på den nye, kunstige linse, så du ikke har brug for briller til at se langt eller til at læse med.